Ny Højesteretsdom af 8. juni 2023
Højesteret anså en brandbil, der blev benyttet til brandslukning på en mark, for at være i brug som køretøj (trafikmiddel), og at en af brandbilen i forbindelse hermed forvoldt personskade var dækket under motoransvarsforsikringen. Sagen vedrører afgræsningen mellem erhvervsansvarsforsikringen og motoransvarsforsikringen, samt om det er muligt at fortolke færdselslovens § 105 direktivkonformt i relation til artikel 3, stk. 1 i motorkøretøjsforsikringsdirektivet (direktiv 2009/103/EF).
Sagens omstændigheder
I forbindelse med slukning af en markbrand den 19. juli 2018 blev brandmand, ”A”, påkørt af en brandbil tilhørende Østjyllands Brandvæsen. Han afgik som følge heraf ved døden. Østjyllands Brandvæsen havde tegnet en motorkøretøjsforsikring for brandbilen hos forsikringsselskabet ”B” og en erhvervsansvarsforsikring hos forsikringsselskabet ”C”
Sagen angik, hvilket af forsikringsselskaberne, der endeligt skulle afholde udgiften til den forsørgertabserstatning, som motoransvarsforsikringen havde udbetalt til A’s enke.
Ø.L.D. af 18. juni 2021
Landsretten indledte i dommens begrundelse med at tage stilling til, hvorvidt ulykken var omfattet af motorkøretøjsforsikringsdirektivets bestemmelser vedrørende forsikringspligten og efterfølgende om der kunne foretages en direktivkonformfortolkning af færdselsloven.
EU-domstolen har i nogle sager taget stilling til, hvorvidt en skade forvoldt af et motorkøretøj skal være dækket af køretøjets lovpligtige ansvarsforsikring baseret på den konkrete skade og arten af den aktivitet, der blev udført på det pågældende tidspunkt, hvor skaden blev forvoldt, eller om skaderne skal erstattes af en anden forsikring eller dækkes igennem et erstatningsansvar for den person, der forvoldte skaden.
Efter en gennemgang af EU-domstolens præmisser i bl.a. sagerne C-162/13, Vnuk, C-514/16, Rodrigues De Andrade, C-334/16, Núñez Torreiro, kom Landsretten frem til, at ”i lyset af de formål, som Motorkøretøjsforsikringsdirektivet forfølger, herunder navnlig beskyttelse af ofre for ulykker forvoldt af motorkøretøjer, finder landsretten, at et tilfælde som det foreliggende, hvor en brandbil i overensstemmelse med dets almindelige funktion som transportmiddel under slukning af en brand på en stubmark bakkede og herunder forvoldte skade, efter Motorkøretøjsforsikringsdirektivets artikel 3, stk. 1, skal være dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring. Det forhold, at brandbilens vandkanon var i funktion under kørslen kan ikke føre til et andet resultat.”
Landsrettens bemærkede efterfølgende, at ”ulykken utvivlsomt ikke er omfattet af færdselslovens bestemmelser om lovpligtig ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, da ulykken ikke indtraf på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, jf. lovens §§ 101 og 105, jf. § 1”
Landsretten konkluderede på denne baggrund, at ”såfremt bestemmelserne skulle fortolkes således, at den lovpligtige ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer også skulle dække tilfælde, der falder uden for færdselslovens anvendelsesområde, ville det være en tilsidesættelse af færdselslovens klare bestemmelser og et brud på retssikkerheden og den forudsigelighed i rettens anvendelse, som må kræves. En sådan fortolkning ville således være contra legem af dansk ret og tillige betyde, at EU-retten blev tillagt direkte virkning i en tvist mellem to private parter”
H.D. af 8. juni 2023
Højesteret konkluderede, på baggrund af en fortolkning af motoransvarsforsikringens forsikringsbetingelser, at betingelserne ikke begrænsede den stedlige dækning til kun at omfatte ulykker inden for færdselslovens område.
Motorkøretøjsforsikringen i selskabet B dækkede således i henhold til forsikringsbetingelserne også skader uden for færdselslovens almindelige anvendelsesområdet og dermed også på den mark, hvor skaden skete.
Højesteret tog som følge af ovenstående ikke stilling til, om det er muligt at foretage en direktivkonform fortolkning: Forsikringsaftalen mellem selskabet B og Østjyllands Brandvæsen opfylder efter det anførte de krav til motoransvarsforsikringens stedlige dækning, der følger af artikel 3 i EU’s motorkøretøjsforsikringsdirektiv (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009) og EU-Domstolens fortolkning heraf. Højesteret har derfor ikke anledning til at tage stilling til, hvad der ville gælde, hvis aftalen ikke opfyldte de EU-retlige krav til forsikringens stedlige dækning.
Højesteret konkluderede herefter: ”Skaden indtrådte, fordi brandbilen bakkede på marken og under bakkemanøvren påkørte A. Højesteret finder derfor, at skaden er forvoldt ved brug af brandbilen som køretøj som anført i B’s forsikringsbetingelser. Det kan ikke føre til et andet resultat, at brandbilens vandkanon blev benyttet under kørslen.”
Motoransvarsforsikringen skal i henhold til Højesterets domsafsigelse afholde udgifterne til forsørgertabserstatning, fordi skaden er omfattet af Østjyllands Brandvæsens motorkøretøjsforsikring i selskabet B
Bemærkninger til dommene
Højesteret præmisser, hvorefter brandbilen anses at have været i brug som et motorkøretøj er korte og konkrete. Afgørelsens principielle værdi er derfor formentlig begrænset i relation til spørgsmålet om, i hvilke tilfælde et køretøj, der forvolder skade, skal anses at have været i brug som et arbejdsredskab eller som motorkøretøj.
Højesterets resultat er i overensstemmelse med motorkøretøjsforsikringsdirektivets artikel 3 stk. 1, men Højesteret tager ikke stilling til, om det er muligt at foretage en direktivkonform fortolkning af færdselslovens bestemmelser, sådan at den lovpligtige motoransvarsforsikring er forpligtet til at dække krav om erstatning for skader, der opstår uden for færdselslovens geografiske anvendelsesområde, hvor ansvarsgrundlaget er culpa. Højesterets afgørelse er hverken en ændring eller stadfæstelse af landsrettens bemærkninger om contra legem, der må læses sådan, at færdselslovens § 105 er direktivstridig.
Det efterlader forsikringsselskaberne i den situation, at det stadig ikke er klart, hvorvidt motoransvarsforsikringen er forpligtet til at omfatte ulykker uden for færdselslovens område efter gældende dansk ret.
