Ny dom fastslår, at værnetingsaftaler i lystbådsforsikringer gyldigt kan aftales, selvom der er tale om forbrugerforhold og selvom aftalen indebærer, at retssag skal anlægges i forsikringsselskabets hjemland.
I en ny dom slås det fast, at en privat forsikringstager (EU-borger), der køber en bådforsikring i et andet EU-land, er bundet af en værnetingsaftale i forsikringsbetingelserne. En retssag om forsikringsdækning skal derfor anlægges i overensstemmelse med værnetingsaftalen, hvilket oftest vil være ved en domstol i forsikringsselskabets hjemland. WSCO Advokater har nu vundet 2 sådanne sager om værneting på vegne af udenlandske forsikringsselskaber.
Som bekendt beskytter EU-retten på mange områder forbrugere i EU-land. Dette for eksempel i Bru xelles-forordningen, der blandt andet regulerer, om en forbruger, der underskriver en forsikringsaftale samtidig fraskriver sig muligheden for at anlægge sag i sit hjemland. I en ny dom slås det fast, at værne tingsaftaler med forbrugere i nogle er i overensstemmelse med de gældende EU-retlige regler.
I sagen havde et dansk ægtepar købt en ny lystbåd i Holland med henblik på privat brug. Køberne indle verede en begæring om tegning af forsikring til et hollandsk forsikringsselskab, hvilket formentlig skyldtes et behov for dækning under hjemtransporten og det forhold, at båden skulle opmagasineres i Holland i det første halve år. Flere år efter stødte båden på grund under en sejlads i udlandet. Skaden blev anmeldt til forsikringsselskabet et år efter det anmeldte uheld, og ægteparret kunne herefter ikke blive enige med forsikringsselskabet om størrelsen af erstatningen. Ægteparret indleverede stævning mod forsikringssel skabet ved Retten i Helsingør. WSCO Advokater repræsenterede det hollandske forsikringsselskab og begærede sagen afvist, da forsikringsaftalen indeholdt en aftale om værneting i Holland.
WSCO henviste under sagen til Bruxelles-forordningens afdeling 3 om forsikringssager, hvor det af artikel 15 og 16 fremgår, at det klare udgangspunkt er, at der ikke kan indgås værnetingsaftaler med forsikrings tagere, men at dette dog tillades, når det drejer sig om ”store risici”. Disse store risici er senest defineret direktiv 88/357/EØF og direktiv 90/618/EØF, med senere ændringer, og det følger heraf, at risici under forsikringsklasse 6 betegnes som ”store risici”. Listen over forsikringsklasser genfindes i bilag 7 til Lov om finansiel virksomhed. Heraf fremgår følgende, at forsikringsklasse 6 omfatter:
”Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder: alle skader på flodfartøjer, indsø fartøjer og havfartøjer.”
På den baggrund fandt Retten i Helsingør - i overensstemmelse med de af forsikringsselskabet anførte anbringender - at sagen skulle afvises. Forsikringstagers anbringender om, at Bruxelles-forordningens art. 15 m.fl. alene omfatter erhvervsretlige tvister, blev således ikke taget til følge.
Det afventes nu, om dommen ankes.
