Energistyrelsen har den 31. januar 2022 sendt to udkast til bekendtgørelser i høring:
- Udkast til bekendtgørelse om kommuners deltagelse i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres hovedvirksomhed efter varmeforsyningsloven.
- Udkast til ændring af bekendtgørelse om kommuners og Energinets deltagelse i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres hovedvirksomhed efter elforsyningsloven.
Bekendtgørelsernes overordnede formål er at give kommuner og kommunalt ejede virksomheder hjemmel til at eje og drive CO2-fangstanlæg på el- og varmeproduktionsanlæg, herunder affaldsforbrændings- og biomasseanlæg. Ændringerne er en del af den danske CCS-strategi, hvor manglende hjemmel var identificeret som en hindring for igangsættelse af CO2-fangst. Bekendtgørelserne følger således op på CCS-strategien, hvoraf det fremgår, at der er behov for at sikre, at kommuner får hjemmel til at deltage i konkrete aktiviteter såsom CO₂-fangst, herunder etablere og drive CO₂-fangstanlæg på affaldsforbrændings- og biomasseanlæg.
Ligeledes bliver regeringens CCUS-pulje forventeligt udbudt i april 2022. For at kommunalt ejede virksomheder kan søge puljen, skal de have hjemmel samt kunne forberede udskillelse af selskab mv.
Udkast til bekendtgørelse om kommuners deltagelse i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres hovedvirksomhed efter varmeforsyningsloven er en ny bekendtgørelse, der definerer regler for tilknyttet virksomhed omfattet af varmeforsyningsloven, herunder eksplicit hjemmel til at eje og drive CO2-fangstanlæg. Bekendtgørelsen oplister udtømmende kommuners lovlige tilknyttede virksomhed.
Den foreslåede ændring til bekendtgørelse om kommuners og Energinets deltagelse i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres hovedvirksomhed efter elforsyningsloven indebærer ligeledes, at der eksplicit gives hjemmel til, at kommunalt ejede kraftvarmeværker kan eje og drive CO2-fangstanlæg.
Den forventede ikrafttræden er 1. april 2022.
Høringsfristen for begge udkast er 28. februar 2022, og WSCO følger løbende op på initiativer inden for CCS, herunder reglerne for CO2-fangst hos de danske aktører inden for el og varme.