Sagens omstændigheder:
En svensk eksportør solgte til en dansk kunde et parti farvestoffer, der var klassificeret som farligt gods. Partiet omfattede fire IBC-paller (palletanke), der skulle leveres hos kunden i Tønder. Den svenske eksportør bookede udførelsen af CMR-transporten fra Malmø til Tønder til en dansk kontraherende CMR-fragtfører, der viderekontraherede transporten til en bulgarsk udførende fragtfører.
Da den udførende fragtfører ankom med forsendelsen hos modtageren i Tønder udleverede modtageren en palleløfter til chaufføren, der påtog sig at flytte pallerne på traileren frem til trailerens bagende, hvorfra modtageren skulle losse dem fra trailerkanten med en gaffeltruck. I forbindelse med manøvreringen med en palletank, mistede chaufføren kontrol over palleløfteren, og en palletank tippede ud over trailerkanten, hvorved den kom imod gaflerne på gaffeltrucken, hvilket førte til, at palletanken blev perforeret og farvestoffet i tanken flød ud på jorden.
Der blev foretaget en omfattende indsats med henblik på at afværge og begrænse den af farvestoffet forvoldte forureningsskade. Omkostningerne forbundet hermed blev afholdt af modtageren og udgjorde DKK 475.903.
Varemodtageren anlagde på denne baggrund en retssag imod den kontraherende fragtfører med krav om betaling af erstatning af disse omkostninger, og den kontraherende fragtfører anlagde retssag imod den udførende fragtfører med krav om friholdelse for det rejste krav. Efterfølgende anlagde varemodtageren også retssag direkte imod den udførende bulgarske fragtfører med krav om betaling af erstatning for den afholdte omkostning.
Til støtte for kravet gjorde varemodtageren over for den kontraherende fragtfører bl.a. gældende:
- at den kontraherende fragtfører hæftede efter almindelige erstatningsregler for den fejl, som den udførende fragtførers chauffør havde begået ved at miste kontrollen over palleløfteren,
- at den kontraherende fragtfører, subsidiært, var ansvarlig efter CMR-loven for den indtrådte skade, der opstod medens godset fortsat var i fragtførerens varetægt, og
- at ansvaret for forureningsskaden ikke var udelukket eller afskåret efter CMR-reglerne, idet udgifterne omfattede destruktion og rengøring, der måtte anses som ”andre omkostninger ved befordringen” med den virkning, at de kunne kræves erstattet iht. CMR-lovens § 29, stk. 3.
Over for den udførende fragtfører gjorde varemodtageren gældende, at den pågældende var ansvarlig efter almindelige erstatningsregler, at CMR-lovens ansvarsregler ikke fandt anvendelse, og at CMR-lovens forældelsesregler som følge heraf heller ikke fandt anvendelse.
Den kontraherende fragtfører bestred erstatningsansvaret og gjorde gældende:
- at den kontraherende fragtfører ikke hæftede for underfragtførerens’ chaufførs skadeforvoldelse efter almindelige erstatningsregler, idet kravet ikke vedrørte ansvar for godset, men omfattede ansvar uden for kontraktsforhold, og at den kontraherende fragtfører ikke vedrørende sådant ansvar hæftede for selvstændigt virkende tredjeparters forhold;
- at et ansvar ikke kunne pålægges efter CMR-reglerne, såfremt de fandt anvendelse, idet kravet var udelukket eller afskåret efter CMR-reglerne da udgifterne ikke omfattede destruktion af selve godset men andre omkostninger, som ikke kunne anses som ”andre omkostninger ved befordringen”
Den udførende fragtfører bestred erstatningsansvaret over for varemodtageren og gjorde til støtte herfor gældende, at kravet, uanset at det ikke vedrørte ansvar for skade på gods, og dermed ikke var omfattet af CMR-lovens ansvarsbestemmelser, var omfattet af CMR-lovens forældelsesregel, og dermed var forældet, idet denne bestemmelse måtte anses at omfatte alle krav, der udspringer af befordringer, der er omfattet af CMR-loven.
Sø- og Handelsrettens dom:
Sø- og Handelsretten frifandt både den kontraherende og den udførende fragtfører for de rejste krav. Som begrundelse herfor anførte retten følgende:
“Angående spørgsmålet om, hvorvidt [den kontraherende fragtfører] er ansvarlig for de omhandlede følgeskader og udgifter til foranstaltninger, kan det lægges til grund, at følgeskaderne og udgifterne til foranstaltninger ikke vedrører selve godset. Desuden lægger retten til grund, at skaderne efter deres karakter og opståen heller ikke i øvrigt kan anses for omfattet af parternes fragtaftale. På dette grundlag finder retten, at CMR-lovens regler om fragtførerens ansvar i lovens kapitel IV ikke finder anvendelse ved vurderingen af [den kontraherende fragtførers] ansvar, ligesom anvendelsesområdet for lovens § 4 ikke kan udstrækkes hertil.
Et eventuelt erstatningsansvar for [den kontraherende fragtfører] reguleres således af dansk rets almindelige erstatningsregler. Det relevante grundlag er herefter DL 3-19-2 og ansvar for selvstændigt virkende tredjemænd. Det følger af DL 3-19-2, at en arbejdsgiver kan gøres ansvarlig for sine arbejdstageres skadegørende handlinger eller undladelser. Et ansvar efter DL 3-19-2 kan imidlertid ikke udstrækkes til situationer, hvor arbejdet er overladt til en selvstændig virkende tredjemand, der ikke er undergivet nogen instruktionsmyndighed fra hvervgiveren. I den foreliggende sag har [den udførende fragtfører] ageret som en selvstændigt virkende tredjemand, og der er ingen oplysninger om, at [den udførende fragtførers] chauffør skulle have været givet nogen instrukser fra [den kontraherende fragtfører] vedrørende selve aflosningen. [Den kontraherende fragtfører] ifalder derfor ikke ansvar efter DL 3-19-2”
Som begrundelse for at frifinde den udførende fragtfører anførte retten at kravet var forældet efter CMR-loven, idet lovens forældelsesregel fandt anvendelse som følge af, at kravet havde ”en sådan tilknytning til befordringsaftalen, at kravet vedrører en af konventionen omfattet befordring”.
Bemærkninger til dommen:
Dommen tager stilling til, hvorledes en forureningsskade på modtagerens ejendom, der opstår som følge af en chaufførfejl ved aflæsning af gods fra en trailer, erstatningsmæssigt skal kvalificeres. Retten lagde til grund, at en sådan skade må anses at vedrøre ansvar uden for kontraktsforhold, og at ansvaret for en sådan skade ikke er omfattet af CMR-lovens bestemmelser. Retten tog som følge heraf ikke stilling til, om ansvaret for skaden kunne anses for afskåret efter CMR-lovens § 29, stk. 3 med den begrundelse, at skaden ikke kunne anses at udgøre ”andre omkostninger ved befordringen”, som fragtføreren skal erstatte i tilslutning til selve godsskaden. Når skaden ikke anses at vedrøre ansvar uden for kontraktsforhold er konsekvensen heraf, at den kontraherende fragtfører ikke hæfter for fejl, som den udførende fragtførers chauffør anses at have begået, idet den udførende fragtfører i disse tilfælde anses som en ”selvstændigt virkende tredjemand”, som den kontraherende fragtfører ikke hæfter for. Det kan anføres, at skaden blev forvoldt af chaufføren i forbindelse med håndteringen af godset, og at forureningsskaden var en følge af, at der opstod skade på godset (palletanken blev perforeret), og at den skadeforvoldende fejl havde en tæt forbindelse med udførelsen af kontraktsopgaven. Dommen må anses at anlægge en snæver afgræsning af, hvad der må anses at vedrøre ansvar inden for kontraktsforhold i transportforhold.
Dom afsagt: 22. december 2022 i Sø- og Handelsrettens sag BS-43844/2021 og sag BS-46957/2021
