Sagens omstændigheder
En søtransportør [A] påtog sig at transportere containergods fra Kina til Sverige i efteråret 2014. A indgik aftale med en undertransportør [B] om den sidste del af transporten fra Hamborg til Göteborg, Sverige. B viderekontraherede denne transport til et dansk rederi. Under transporten fra Hamborg til Göteborg indtraf der uvejr d. 22. oktober 2014, der førte til skade på godset.
Containerne blev udleveret til modtagerne i Göteborg den 23. oktober 2014.
A indgik forlig med vareinteressenterne i perioden juni 2016 - februar 2018, og B betalte på denne baggrund erstatning for skaderne til A den 25. maj 2018.
Erstatningen blev således betalt af B ca. 3 ½ efter skadestidspunktet.
B anlagde herefter retssag imod rederiet den 15. april 2019 og fremsatte krav om friholdelse for de beløb, som B havde betalt i erstatning med henvisning til bestemmelserne i søloven (der er baseret på Haag-Visby-reglerne). B gjorde herved gældende, at forældelsesfristen for regreskravet skulle afgøres efter sølovens § 501, stk. 2, og at bestemmelsen skulle forstås sådan, at forældelsesfristen på et år for regreskravet først begyndte at løbe på det tidspunkt, hvor B havde betalt erstatning til A. Bestemmel
sen er sålydende:
”For regreskrav […] er forældelsesfristen et år fra den dag, da fordringen blev betalt eller søgsmål om den rejst.”
Haag-Visby-reglernes Art. 3(6) bis er sålydende:
“Subject to paragraph 6bis the carrier and the ship shall in any event be discharged from all liability whatsoever in respect of the goods, unless suit is brought within one year of their delivery or of the date when they should have been delivered..
An action for indemnity against a third person may be brought even after the expiration of the year provided for in the preceding paragraph if brought within the time allowed by the law of the Court seized of the case. However, the time allowed shall be not less than three months, commencing from the day when the person bringing such action for indemnity has settled the claim or has been served with process in the action against himself.”
Rederiet afviste regreskravet og gjorde bl.a gældende, at regreskravet var forældet iht. Sølovens § 501, stk. 2. Rederiet gjorde gældende, at bestemmelsen må forstås sådan, at regreskravet under alle om stændigheder skulle anses for forældet et år efter udløbet af den almindelige forældelsesfrist på ét år for A’s krav imod B med den virkning, at regreskravet var forældet den 23. oktober 2016.
Sø- og Handelsrettens dom
Sø- og Handelsretten kom frem til, at regreskravet imod rederiet var forældet efter søloven, idet Ret ten udtalte:
”Om regreskravene kan det efter det oplyste derimod lægges til grund, at parterne i regresforholdet ikke har aftalt forlængelse af forældelsesfristen. Spørgsmålet i sagen kan således præciseres til, om parterne i et hovedforhold ved at aftale forlængelse af forældelsesfristen for et hovedkrav samtidig hermed reelt kan forlænge forældelsesfristen for regreskrav med en tilsvarende periode, eller om dette kræver accept fra skyldneren i regresforholdet.
[..] efter ordlyden af bestemmelserne i sølovens §§ 501, stk. 2 og 501 stk. 1 nr. 6, sammenholdt med det generelle formål med reglerne om forældelse er der ikke grundlag for at antage, at fristen for for ældelse af regreskrav kan forlænges ud over den samlede forældelsesfrist på i alt to år – et år for ho vedkravet og et år for regreskravet – uden accept fra skyldneren i regresforholdet.”
Bemærkninger
Det følger af dommen, at forældelsesfristen for et krav mellem søtransportører om regres for laste skade, der er omfattet af søloven, som almindelig regel vil forælde senest 2 år fra det tidspunkt hvor det beskadigede gods er blevet udleveret.
En regressøgende transportør skal således være opmærksom på, at det ved afgivelse af en forlængelse af forældelsesfristen for krav i forhold til vareinteressen vil kunne være nødvendigt at opnå en tilsva rende forlængelse af forældelsesfristen i forhold til de undertransportører, som der fremsættes regres imod, og at denne fristforlængelse skal opnås senest inden 2 år fra det tidspunkt, hvor det omhandlede gods er blevet udleveret til modtageren.
